Select Page

Turen tilbage fra Raute Normade folket, del 4

Turen tilbage fra Raute Normade folket, del 4

 

 

Hjemturen fra Rautefolket. Helten vender tilbage, del 4
View this email in your browser

To my english spoken friends. It is not perfect but better than nothing…just copy the text…click the link and paste https://translate.google.com

Hjemturen fra Rautefolket. Helten vender tilbage, del 4

A call for adventure.

Glade kom vi tilbage til Turmkand klokken 16. Jeg trængte til et bad og jeg var sulten. På vejen hjem havde jeg fantaseret om en mango eller banan smootie hvilket jeg sagde til Tenjing og han  smilede. Da vi kommer tilbage viser det sig, at han havde haft 3 bananer med på hele turen. Der er så meget jeg ikke forstår og jeg kunne jo selv have spurgt.  Badet blev en spand på mit værelse, hvor min bagage stadig var. Jeg havde efterladt den der for kun at tage det mest nødvendige med. Der blev talt en del nepalesisk mens vi spiste Dal Bhat til aften og mange af ordene var Raute og jeg var tilfreds. Nu var det værste overstået og vi kunne gå stille og roligt ned af bjerget til Tunibagar næste morgen og vende tilbage med en masse gaver.

Vi starter ved 8 tiden den 06. december på vores tur ned af bjerget mod Tunibagar. Det gik nedad. Meget nedad. Jeg havde glemt hvor slemt det var at gå op. Mine muskler var mere ømme end dagen før. Det havde været en sej tur tilbage fra Rautefolket. Dhan er ikke med os mere. Vi sagde farvel til ham inden vi forlod Turmkhand. Tenjing begynder at snakke igen. Jeg ville gerne øve mig i min erfaring fra i går, om at gå i stilhed, så jeg sagde til ham om vi kune gå i stilhed. Sagde det på en yndefuld måde og alt var godt. Porter gik foran mig og guide bagved. Endelig var der stilhed. Det varede dog mindre end et minut inden Tenjing begyndte, at snakke med sin far. Jeg var havnet midt imellem en samtale og jeg var ved at blive vanvittig. Jeg abstraherede fra det, men vidste, at jeg blev nødt til at tale med ham om det.
På turen ned mødte vi nogen af de samme mennesker, som vi havde mødt på vejen op. Jeg havde shorts og T-shirt på. Solen skinnede og det var varmt. De tre fotos herunder er taget på turen op ad bjerget.

Vi er tilbage i Tunibagar klokken 16. Det var, som at komme hjem igen. Jeg fik mit simple værelse med ler skurede vægge tilbage. Det lille vindue med udsigt over Karnalifloden og 12 volts pæren. Jeg var taknemmelig og trængte til et bad, som jeg havde besluttet, jeg ville tage i Karnalifloden. Jeg havde set oppe fra bjerget, at der var meget strøm i floden og vidste jeg skulle passe på. Jeg fandt et stille sted langs floden og gik ud i det kolde vand og vaskede mig. Det var genfødsel og transformation jeg var i og jeg vidste ikke hvad der ventede mig, vidste ikke at jeg stadig havde en ting jeg skulle lære på denne rejse. Natten var fyldt med drømme og et sært gult lys der kom hen imod mig.

Om morgenen tager vi afsked med vores værter. Der så meget kærligt og så meget hjertevarme der hos dem. Mens vi spiser morgenmad starter dagen i morgendisen. En kvinde kommer med sin kurv og vil sælge hvidkål. En mand kommer og vil sælge en uld vest, alt mens han spinner garn og jeg køber et kilo friske clementiner ude på vejen.

Jeg havde sagt til Tenjing for nogle dage siden, at jeg ikke ville køre i bus til bage til Surkhet og at han skulle skaffe en jeep. Jeg sagde i aftes, at jeg ikke vill køre to dage tilbage i bus til Khatmandu og at jeg ville med en natbus. En behagelig en af slagsen. Jeg fik ham, trods dårlig forbindelse til at ringe til Tings Lounge og bestille et værelse til mig til i overmorgen når vi var fremme. Det lykkedes. Jeepen kom klokken 09 og turen ned til Surkhet tog 5,5 timer. Vi stoppede et sted og spiste, gæt engang, Dal Bhat. Der var mange ujævnheder og der var stadig megen kaos efter jordskælvet for 1,5 år siden.Vi kommer i god tid til Surkhet og jeg havde bedt om, at vi kunne være på det hotel hvor vi boede da vi kom. Imens jeg drikker en smootie og connecter til omverden, går Tenjing hen for at hente vores billetter til natbussen. Han kommer tilbage lidt grå i ansigtet, siger han har fået billetter, men ikke til de Luxe bussen og spørger, om det er ok med den lokale bus. Hvad er alternativet spørger jeg. Skal vi gå siger jeg noget sarkastisk fordi jeg er vred. Han havde ikke ringet i forvejen og bestilt billetter, men havde naivt troet på, at han kunne gå til billetlugen og bestille lige før afgang. Jeg sagde ja og mente nej og det ville vise sig, at blive den største fortrydelse, jeg nogensinde havde gjort.
Jeg sate mig til rette i bussen klokken 16. Der var meget lidt plads, specielt nu hvor jeg havde valgt, at sidde med min kamerarygsæk, som er på størrelse med en almindelig rygsæk. Jeg sad med den på skødet. Personen foran mig havde allerede skruet sit sæde tilbage, så jeg sad indeklemt og med mine størrelse 47 i støvler så handlede det bare om, at trække vejret og overleve til vi var i Kathmandu, forhåbenligt kl. 08 næste dag. Jeg var vred på Tenjing over at han ikke havde forudbestilt vores billetter. Jeg vidste jo ikke hvornår vi var i Surkhet, sagde han. Dårlig undskyldning tænker jeg, han kune jo bare gardere sig. Er det for at spare penge spørger jeg arrigt og inden han når at svare, siger jeg, at i så fald er det en dårlig idé, for på den her måde, er du stensikker på at miste dine kunder. Det var ikke for pengene siger han vagt. Han havde sagt og troet, at fordi vi var venner, så var det ok med de løsninger han traf. Nogle dage senere spurgte jeg ham, om han ville gøre det samme, hvis det var en 25 årig blond kvinde han var guide for. Han smilede glad og forstod hvad jeg mente. Nu sad jeg her presset fast og mit sæde kunne ikke skrues tilbage. Jeg begyndte at køre vreden indad og begyndte, at blive vred på mig selv over ikke at have sagt fra. Jeg sad og kogte og havde ondt af mig selv og ondt over alle de slag jeg fik hver gang mit hovede ramte bagagehylden efter de bump der var på vejen. Efter 3 timer var der pause og vi fik Dal Bhat. Nogle var stået af bussen og jeg satte mig nu på faderens plads bag mig hvor der var meget mere plads. Stadig med min rygsæk med alt mit kameragrej.. Ham der sad ved siden af mig sov som en sten og han synes det var helt ok at  tage del i mit sæde også. Jeg skubbede til ham og der kom ingen reaktion. I mellemtiden var nogle stået af bussen. Nogle fra bagerst i bussen og jeg satte mig derhen. Fik to sæder for mig selv og satte mig yderst mod gangen, hvor der var mindst mulighed for at få slag i hovedet når bussen hoppede. Langsomt falder jeg i en dyb søvn, og pludselig vågner jeg ved lyden af noget der knaser. Jeg mærker et slag imellem øjnene og hører at slaget er brusk fra min næse der bliver ramt og knaser. Jeg rammer sædet og mærker noget varmt løbe ned af mit ansigt. Det er mørket i bussen og jeg har garderet mig med, at have servietter i lommen i tilfælde af toiletbesøg. Jeg tørrer ansigtet og konstaterer, at det er blod der løber ud mellem øjnene på mig. Nu er det slut med at sove og der er langt til Kathmandu.. Jeg bevæger mig om på det bagerste sæde. Der kan jeg ikke ramme bagagehylden for der er ingen, men til gengæld er det  som at sidde på brædder med et tæppe på. Nu er jeg i et dilemma. Vil jeg sidde her og blive kastet 30-50 cm op i luften hver gang bussen rammer et hul i vejen, hvilket det gør med nogle minutters mellemrum, eller vil jeg rykke længere frem og ramme hovedet op i bagagehylden. Jeg får adskillige gange lyst til at stå af. Bare stå af og gå. Under en te pause i en af de små tehuse ser Tenjing og hans far hvad der er sket med mig. De ser skræmt på mig. Tenjing tager en plastikpose frem og giver mig et stykke vat, hvilket jeg ikke har lyst til at bruge da det sætter sig fast i blodet. Jeg havde brugt mit eget håndsprit, hvilket gjorde vildt ondt, men hellere det end en gang betændelse. Det var så åbent, at det skulle syes, så jeg får et ar jeg vil kalde Raute arret. Det var som om turen aldrig ville få en ende. Klokken blev 08 og der var stadig langt til Kathmandu.
Klokken 12 ankommer vi til Kathmandu. 20 timer i helvede. Jeg gør det aldrig mere. Min indre rejse igen. Hvad har jeg lært. Jeg har lært at sige nej til noget jeg ikke ønsker, sådan en gang for alle.Sige nej er at sige ja til mig selv. Det har jeg sagt mange gange og nu har jeg lært det. Da Tenjing spurgte mig om det var ok med det usle hotelværelse forleden sagde jeg ja og mente nej. Da han spurgte om det var ok med bussen, sagde jeg ja og mente nej. Vi kunne sagtens være blevet i Surkhet og taget de Luxe natbussen dagen efter.
Det havde været nemt og behageligt. I stedet valgte jeg den hårde tur fyldt med vrede og selvmedlidenhed i stedet for den nemme tur.
En gammel indianer fortalte sine børnebørn: “I ethvert menneskes liv er der en frygtelig kamp. En kamp mellem to ulve. Den ene ulv er fyldt op af frygt, vrede, misundelse, grådighed, arrogance, selvmedlidenhed, nag og bedrag. Den anden ulv er fyldt op af glæde, kærlighed, ydmyghed, tillid, gavmildhed, sandhed og medfølelse. Et af børnene spurgte: “Bedstefar, – Hvilken ulv vinder så?” Den gamle indianer så ham i øjnene og svarede:” Den ulv som du fodrer”!…
Jeg kom træt til Tings Lounge. Vi spiste frokost sammen og det var et brødbetynget farvel til de to.
Nu er der gået en uge siden jeg kom tilbage. Jeg var sammen med Tenjing i går og vi besøgte hans søster som bor i et nonnekloster. Inden vi tog afsted, spurgte jeg ham om han ville have feed back fra mig. Det ville han gerne. Jeg fortalte ham alle de gode ting jeg kunne se hos ham og jeg fortalte ham om alt det jeg har skrevet her på en måde, så det jeg sagde ikke handlede om ham, men om hvad det var jeg skulle lære af denne rejse. Han tog pænt imod det og var glad for at få feed back. Først nu efter en uge på Tings Lounge, er jeg ved at komme tilbage fra min rejse til Raute Normade folket og først nu kan jeg begynde at redigere alle de fotos jeg tog der, inden jeg begiver mig ud på en ny rejse til Indien om nogle dage.

Der er flere fotos på http://www.happyhero.dk og http://www.asbjoernlind.com

Tak fordi du rejser med.

Kærlig hilsen

Asbjørn

Copyright © happyhero dk
2016 happyhero.dk, All rights reserved.
Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this listEmail Marketing Powered by MailChimp

 

About The Author

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Tilmeld dig min mailingliste for at modtage de seneste nyheder og opdateringer.

You have Successfully Subscribed!

Share This