Select Page

Nytårsaften

Nytårsaften

Goa den 02.01.2017

 

Jeg besøgte Goa i 2005. En tidlig morgen sad jeg på stranden og lyttede til havet, mens jeg spiste min morgenmad på en strandbar. Bag mig kom de smukkeste toner fra en sitar. Jeg spurgte bartenderen hvem det var. Han blev glad og tilbød mig at brænde en CD til mig, som jeg kunne hente senere. Det var Prem Joshua der spillede Sky Kisses Earth. https://www.youtube.com/watch?v=WnW-kV7Sp4s

Den CD har jeg ofte hørt hjemme i Danmark.

Inden jeg tog afsted på min rejse for nu 5 uger siden, undersøgte jeg om Prem Joshua spillede i Goa. Men nej det kune jeg ingen steder se.

 

Dagen før nytårsaften om eftermiddagen ringer Henriette til mig fra Danmark og siger at Prem Joshua spiller i nærheden, af hvor jeg bor. Jeg tager straks en taxa derhen for at købe en billet. Jeg beder taxachaufføren køre tilbage, så jeg kan gå langs stranden tilbage til min strandhytte, for at se hvor langt der er tilbage. Jeg skulle over en lille flod, hvilket jeg kunne uden problemer. Det tog 15 minutter at gå tilbage. Så det var tæt på.

Nytårsaften går jeg så til koncert.

Sky Kisses Earth er en meget stille CD nu er det live og noget andet, men stilen er der. Det er en blanding af sufimusik, jazz, funk, indisk og da der var mest gang i den blev det teknoagtig.

Jeg sad længe bare og lyttede. Nød det virkelig. Der sad en kvinde ved siden af mig. Hun var lidt beruset, hvilket var ok. Hun talte om at hun gerne ville være 5 rytmelærer og spurgte om jeg kendte til 5 rytmer. Ja det gjorde jeg og hun trode ikke på mig. Hun ventede på sin kæreste. Fint tænkte jeg, så kunne jeg da få lidt fred og lytte til musikken. Hun gik i baren og spurgte om jeg skulle have noget med. Jeg takkede nej. Hun insisterede og jeg sagde, at jeg ikke drak alkohol. Respekt sagde hun, så kommer du i ægte ttrance ved at danse, hun smilede og gik.

Jeg nød musikken. Min plageånd var væk. Nogle dansede og jeg sad og dansede med mig selv. Introverte Asbjørn skulle bestemt ikke ud på dansegulvet. Men jeg tog fejl. Min plageånd kom igen, tog min hånd og trak mig ud. Jeg gjorde mig fri af presset og begyndte at nyde det. Jeg bevægede mig langsomt gennem mine lag af indadventhed, forsvar, fortrængninger, generthed og forestillinger om hvad der er rigtigt og forkert. Derinde i mig selv hvor jeg mærkede friheden, kom min kreativitet frem, jeg blev løssluppen, følte glæde og blev bevæget.

Min plageånd kom igen og jeg kunne med ynde skubbe hende væk.

https://www.youtube.com/watch?v=_6NoD28GZkw

Sådan fortsatte jeg med at bevæge mig til alle de rytmer med forskellige tempo.

Lige indtil jeg fik øje på en smuk indisk kvinde tæt på. Det så ud som om, hun var et med musikken. Det var så smukt og jeg forsvandt fra min egen rytme. Jeg var nu i hovedet i stedet for i kroppen. Gav slip og kom tilbage til dansen i mig. Så vender hun sig om og kommer dansende hen imod mig og vi danser sammen. Jeg giver slip og danser mens sufi og tekno brager derud af. Det var en helt fantastisk ekstatisk sensuel energi der var. Hun vender sig væk igen og vi danser videre hver for sig. Jeg er vildt betaget af hende og hver gang hun kommer ind i mit hoved forsvinder min kreativitet og min kontakt med det, ja jeg vil kalde det for det spirituelle, det som sker hvor jeg giver slip på den horisontale verden og går vertikalt og det bliver transpersonligt. Trancen om du vil.

Hun kommer tilbage den smukke inder og danser igen. Denne gang bliver det mere intenst og løssluppent. Det føles som at flyve, som at svæve ind i friheden fyldt med kærlighed og lykke. Hun tog mig i hånden med hen til sin indiske grupe. Alle dansede i en rundkreds, musikken spilede og hele rummet vibrerede af god energi.

Jeg lyver hvis jeg siger, at jeg ikke havde forestillet mig hvad denne smukke indiske krop kunne ud over at danse. Jeg er trods alt en mand. Og da det hele sluttede en halv time før midnat havde jeg besluttet mig for at gå tilbage langs stranden til min hytte. Jeg gik hen til hende og sagde tak. Hun sagde tak og at det var fantastisk at danse sammen med mig. Går du allerede, sagde hun. Vi gav hinanden et knus og det var det. Jeg ville pine mig selv hvis jeg blev. Så ville det ikke være for at danse, men mine motiver ville være helt nogle helt andre. Ingen ved hvad der ville være sket, men jeg gik glad og lykkelig videre.

Nu skule jeg bare over den lille flod samme sted, som da jeg kom. Jeg havde indprintet mig stedet fordi det nu var mørkt. Hvad jeg ikke havde regnet med, selv om jeg godt kender til tidevande var, at nu var det en flod med en voldsom strøm og ikke længere en meter bred men 20 meter bred. Strømen var for voldsom til, at jeg turde gå over. En taxa en halv time før midnat eller gå langs vejen og krydse den bro som de er ved at lave og som jeg ikke ved er der i det hele taget. Der er nu 20 minutter til midnat. Der gik nogle i mørket på den anden side af floden. De turde heller ikke krydse, vendte om og måtte gå tilbage. Jeg havde ikke givet helt op. Der kom en ny gruppe og i mellemtiden havde jeg spurgt nogle lokale hvor man kunne krydse floden og de viste mig et sted. Jeg bad sindsrobønnen og det gør ikke noget hvad vi kalder for Gud. Det, at vi påkalder os Gud, gør.

Med fuld tillid gik jeg derhen hvor de lokale havde sagt, det var trygt at krydse floden og ledte dem på den anden side derhen også med den pandelampe, jeg heldigvis havde taget med. Jeg tog mine bukser af og gik ud i den strømmende flod. De andre bevægede sig langsomt fra den anden side. Vi mødtes på midten og gav hinanden hånden og sagde godt nytår. Det var russere og det var en speciel oplevelse. Da jeg nærmede mig flodbredden på den anden side, blev der nu mistænkeligt dybt og jeg måtte trække min trøje helt op til brystet og vandet gik mig dertil nu. Nu galt det om ikke at panikke, holde fødderne på bunden og et skridt ad gangen. Da jeg kom over på den anden side, synes jeg kun det havde været en dejlig oplevelse og jeg havde heller ikke været bange blot forsigtig. Jeg tog mine bukser på igen og gik i den lune nat imod min hytte. Nu gik det løs alt imens jeg gik i mørket, alene med alle stjernerne. Fyrværkeriet bragede løs og jeg ønskede mig selv og min famile og mine venner et rigt nytår. Jeg følte mig fri og lykkelig. Når jeg går indad opdager jeg, at jeg ikke er alene der.

About The Author

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Tilmeld dig min mailingliste for at modtage de seneste nyheder og opdateringer.

You have Successfully Subscribed!

Share This