Select Page

JOSÈ

JOSÈ

     

    View this email in your browser

    JOSÈ

    For ti måneder siden flyttede jeg til Portugal.
    En af de første dage gik vi en tur.
    Vi er Judite, som jeg i skrivende stund mødte for nøjagtig et år siden på Camino del Norte i Spanien. Vi bor i bjergene i Nordportugal i Serra d´ Arga.
    Vi gik en tur og jeg så en smuk olivenlund, som jeg forbinder med sydens sol og varme. Hvor vi bor er der flere  granitklipper og også meget smukt. Jeg blev fascineret af olivenlunden, men Judite sagde, at bønderne her ikke sælger deres jord.
    Nogle måneder senere fik vi besøg af to gode venner fra Danmark og jeg viste dem oliventræerne, som jeg godt kunne lide. I mellemtiden havde vi hørt, at en havde nogle træer, som hun godt ville sælge. Meget er tilgroet her af brombærlignende krat og det virker uoverskueligt at gøre noget ved.
    Vi fandt ikke stedet. Da vennerne tog til Danmark igen hørte vi om en anden kvinde der ville sælge. Hun havde en terrasse med 18 træer og vi slog til. Hun var ikke til at handle med, men vi fik en fin terrasse, som var fuldstændig tilgroet.
    Kort tid efter kontakter hende der har den anden terrasse os og viser os hvor den er. Der er 8 træer og den er også vildt bevokset. Vi slår til. Der viser sig at den ligger op af den første terrasse vi købte. Skønt.
    Den olivenlund jeg så den første dag, er nu vores nabo. Den ser fin og velplejet ud. Vi kontakter ejeren for at høre om han vil sælge. Han hedder José og er en dejlig rar gammel mand, som er 90 år gammel. Han kan godt lide os. I gør det som jeg selv gjorde engang sagde han, nemlig at opkøbe jord og pleje det. José har dog en søn, som skal spørges til råds. José vil gene sælge til os, men det er sønnen der bestemmer. Fascinationen af José´s 48 oliventræer på tre terrasser falder lidt, da vi ser at en del af olivenlunden tilhører to andre. Det er den del med vinrankerne, som var et stort plus. Vi trækker os. Et par måneder senere opsøger vi igen José for at handle. Vi vil gerne have hans 48 træer og det vand der hører med til jorden. Vi har ikke vand på vores nu 26 træer og vi har plantet et citrontræ en blodappelsin en lime og et appelsintræ…så vi behøver vand.
    Når der handles her er der ingen der siger prisen. Alle siger, at jorden ikke er noget værd og når der så handles, er det pludselig meget værd. Men i selve handlen er der tavshed. Det er os der skal komme med en pris. Det gør vi så i håb om ikke at støde nogen og i håb om, at det ikke kunne gøres billigere. Vores bud bliver modtaget og efter en times snak, i venlighed, med vished fra broderens side om, at jorden en dag vil blive vores, og om hvor fantastisk lige dette stykke jord er, hvilket vi godt ved, så kommer broderen med hans krav, som er tre gange så meget, som det vi bød. Vi tilbyder nu mere, men han bliver på sit krav og vi takker nej. De havde regnet med, at vi ville betale. Mange hernede tror at fordi jeg kommer fra Danmark og fordi vi bygger om på huset, at jeg så har mange penge, hvilket ikke er tilfældet. Vi siger pænt farvel og der er ingen sure miner.
    Et par dage senere er vi lettede. Vi har jo nok at se til her. Nogle uger efter dette, er der så en anden der henvender sig og har et stykke jord hun gerne vil sælge. Det ligger tæt op af vores. Vi kikker på det og det ser godt ud til trods for den vilde bevoksning. Her er vand og kan vi købe dette har vi vand. Vi kan vente med at pleje jorden. Judite er begejstret og jeg er mere skeptisk…så nemt går det ikke tænker jeg. Men kvinden vil gerne sælge, så vi går i gang med at måle op og se muligheder.
    En time inden vi skal hen og aftale pris ser Judite, at José har haft ringet og hun siger, at vi ikke vil købe nu hvor vi har et andet godt og umiddelbart billigere tilbud. Måske han vi give os de to træer, som generer vores jord siger jeg. Han ringer igen og Judite ser glad ud.
    José vil give os sit vand.
    I har ingen vand og vil I have oliventræerne til at give frugt har I brug for vand. Lav en kanal til jeres jord og vi ses om tre dage. José kommer og fortæller os om hvordan vi skal bruge vandingssystemet og han har et helt livs erfaring med oliventræer. Det var et meget rørende øjeblik.
    Nu var det nemt at gå til den anden kvinde og handle. Vi havde ikke brug for vandet mere, men kan godt lide terrassen, som har den smukkeste stensætning og den smukkeste udsigt ud over Serra d´Arga bjergene.
    Vi kommer ind i en lille stue hvor kvindens mand, som jeg aldrig har set, fordi han altid ser TV sidder og hvor deres to voksne handikappede børn også er, alt imens fjernsynet kører med en udsendelse om transvestitter. Kvinden prøver at finde papirerne på jordloddet og hun har masser af jord også længere inde i landet. Det roder i det lille ydmyge rum. Sønnen sidder med en ledning og prøver at give mig stød…for sjov…alt imens alle prøver at finde skødet. Der dukker nu en lille notesbog op hvor det hele står i. Manden har også et stykke jord som han vil sælge og siger en pris…efter lang tids snak. En høj pris. Så kommer prisen på konens jord, som vi gerne vil have og den var 3 gange så meget, som vi ville give. Der er vand sagde manden og vi kunne med sindsro sige, at vi ikke havde brug for vandet. Vi holdt fast i bores bud da det var rimeligt og gik derfra med ro i sindet. De ville tænke over det, så nu får vi se.
    Men vi skal mødes med Jose´ snart og vil tilbyde ham at passe lidt på hans jord, så det ikke gror til. Måske sønnen får ret, at José´s oliventræer en dag vil blive vores.
    Mødet med den gamle mand er vigtigere end alt andet.

    Copyright © 2018 asbjoernlind, All rights reserved.

    Want to change how you receive these emails?
    You can update your preferences or unsubscribe from this list.

    Email Marketing Powered by MailChimp

     

    About The Author

    Leave a reply

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Tilmeld dig mit nyhedsbrev

    Tilmeld dig min mailingliste for at modtage de seneste nyheder og opdateringer.

    You have Successfully Subscribed!

    Share This