Select Page

Jeg har 24 timer at leve i…

Jeg har 24 timer at leve i…

Goa den 08.01.2017.

 

Jeg har 24 timer at leve i…hvis jeg er smittet.

 

Efter at have danset elskovsdans med livet, hvor jeg dansede og gav slip og efter at have krydset en strømende flod nytårsnat, hvor jeg lovede, at passe på mig selv, er det nu blevet hverdag i Goa…i mit liv igen. Jeg troede jeg skulle passe på mit ”indre barn” og give det omsorg. Men det går mere og mere op for mig, at jeg skal give mig selv en mere udprøget form for opmærksomhed og lytte til mine behov. Det er ikke mit indre barn, men min indre kreative side, der savner opmærksomhed. Når den side ikke får hvad den har brug for, så vokser jeg ikke. Den side skal vandes og gødes for, at jeg kan føle mig som et helt menneske. Jeg har været godt til, at give andre hvad de har brug for og har glemt mig selv. Jeg er gået på køb for at få kærligheden. Nu er det min tur til at få min egen kærlighed.

En x-kæreste skriver, at hun kunne ønske sig et pashmina sjal fra Indien…om jeg ville købe et hvis jeg fandt et. Det første jeg tænker er…selvfølgelig vil jeg det. Det er sådan noget jeg har gjort, da vi var sammen. Jeg gav og gav for at få kærlighed. Jeg glemte bare mig selv. Min næste tanke var nej, men det var trodsigt. Så fik jeg det vendt inde i mig til…lad os nu se.

Jeg blev oprigtig glad, da Anna kom til Goa. Sikke en gave at min 24 årige datter vil besøge mig så langt væk. Tak for det. Vi gik en aftentur den første aften. Gik ind i en shop for at kikke. Anna prøvede en pashmina sjal. Straks begynder jeg at kikke efter de farver som min x – kæreste havde ønsket…og straks ser jeg det som Anna har fundet frem og kan genkende det fra Kathmandu. Det smukkeste lyse brune pashmina halstørklæde, som jeg så da jeg var der for to år siden med min x – kæreste. Da have travlt med, at få det forhold til at køre og fik ikke fkøbt haltørklædet. Da jeg var i Kathmandu for en måned siden, gik jeg ind i samme butik for, at se om det stadig var der, men jeg fandt det ikke. Nu var det rundt om halsen på min datter. Jeg skyndte mig at tage det og spurgte Anna om det var et hun havde tiltænkt sig selv. Da det ikke var tilfældet købte jeg det.

Opmærksomheden blev rettet mod mig og ikke om kærlighed jeg ville købe fra en kæreste, som jo i virkeligheden kun er en illusion. Jeg var glad.

Dagen inden Anna kom, sad jeg på stranden ved solnedgang i en halv lotusstilling og vegeterede. Jeg havde siddet sådan en time, da jeg pludselig mærker noget varmt på min ryg. Jeg vender mig om og ser en hund, der letter sit ben op af min ryg. Ligner jeg måske et træ tænker jeg. Sitar som jeg havde købt en sharon af dagen i forvejen kom og jeg fortalte hende historien. Du må ud og skylle dig i havet ellers begynder du at lugte og hun grinede. Det var også hos Sitar at jeg købte mit nye bløde lækre pashmina halstøklæde.

I aftes købte jeg nye solbriller. Jeg havde fortalt Anna, at jeg godt kunne tænke mig at være rig. Så jeg startede med at ligne en halv million med de nye briller.

I går efter morgenmaden har Anna lagt sig i en liggestol på stranden. Vi havde aftalt, at gå til Ayerveda Doctor Rohut for at aftale tid til en massage. For at komme til stranden skal vi gå over en lille bro.

 

 

Jeg går over broen påført mine nye solbriller…ligner en halv million og lige da jeg går ud på stranden kommer en aggressiv hund hen imod mig. Den ser vild ud. Den har onde øjne og den kommer gøende alt for tæt på. Med sig har den 4 andre hunde og de gør højt og de kommer alle alt for tæt på mig. Førerhunden begynder at bide efter mig. De andre hunde begynder også at bide efter mig. Jeg mærker et bid på bagsiden af mit lår og straks efter bliver jeg bidt ved venstre knæ. Hundene har dannet en rundkreds om mig og de er agressive. Jeg tager hurtigt mine sandaler af og vil bruge dem som våben, men det største våben var mit indre bjørne brøl, som skræmte dem væk. Da jeg gik hen mod Anna kom et par af hundene og snusede til mig. Jeg tænker, at de havde mødt deres alfa han. Måske var det manden der ville være rig de ikke brød sig om, måske det var en hund i løbetid de var bange for, at jeg ville tage, måske VAR jeg alfahan, måske noget helt andet.

Folk var oprørte og de tog det alvorligt. Jeg måtte til læge blev der sagt. Hvis du er bidt af en hund der har rabies, så har du 24 timer at leve i. Jeg har 24 timer, at leve i hvis jeg er smittet. Spændende tanke. Jeg gik til lægen som lå overfor Sitars foretning i den lille landsby som Mandree beach er. Udenfor klinikken stod nogle og ventede. De havde ringet efter lægen, som ville komme. Indisk tid er anderledes end i Danmark. Mens jeg ventede tænkte jeg over hvad jeg ville bruge de sidste 24 timer i mit liv til. En kvinde på stranden havde sagt; hvis der er 24 timer tilbage, så skal vi have nogle øl. Hvad hun ikke vidste var, at jeg ikke har drukket alkohol i 14 år og det var det sidste jeg ville have lyst til. Hvad med sex tænkte jeg…nej heller ikke det. Jeg ville tilbage til Anna og jeg ville sidde og kikke ud over havet. Det var hvad jeg kunne komme frem til. Men hvis jeg har 24 timer tilbage, hvorfor så stå her og vente tænkte jeg. Jeg har ventet længe nok i mit liv. Men jeg var jo nødt til, at få vished om jeg havde rabies. Lægen kom. En russisk kvinde. Ung med store mørke briller, blond opsat afbleget hår. Stram strop undertrøje let nedringet og den sad stramt, så man tydelig kunne se den let buttede mave. Hun havde en stor tatovering på venstre arm og to farvede armbånd på venstre håndled. Hun bar stame hullede jeans og havde bare tæer. Og så talte hun kun russisk hele tiden og var meget nærværende. Noget viste hun mig på sin telefon hvor hun oversatte fra russisk til engelsk. Spændende. Hun ringede til en indisk lægekollega, som kunne fortælle mig, at uanset om jeg havde rabies eller ej, så skulle jeg have vaccine og noget andet vaccine, som jeg måtte tilbage og google for at finde ud af at det var. Som jeg formodede var det mod stivkrampe og den havde jeg lige fået. Jeg fik den første af 5 vacciner, som jeg skal have med tre dages mellemrum. De to sidste må jeg tage i Danmark.

Jeg har fundet mig en bambusstok, og er klar til at tage kampen mod hundene op. Men skal jeg bruge våben. Amerikanske tilstande hvor våben er legalt…inde i mig…ikke godt Asbjørn.

Der var en der sagde lige efter jeg var blevet angrebet, at jeg bare skulle tage det roligt, når hundene kom imod mig. Tak det prøvede jeg også på indtil de begyndte, at bide mig.

Jeg tænker, at budskabet til mig her er, at undgå kontakten (med noget eller nogen der ikke vil mig det godt), blive i mig selv, trække vejret stille og roligt, ikke blive bange, ikke frygte. De kan komme og de skal nok gå igen, hvis jeg kan beholde sindsroen. Om lidt skal jeg på stranden igen og jeg er klar.

About The Author

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Tilmeld dig min mailingliste for at modtage de seneste nyheder og opdateringer.

You have Successfully Subscribed!

Share This