Select Page

Fra Kathmandu til Raute, Normade folket i den vestlige del af Nepal, del 1

Fra Kathmandu til Raute, Normade folket i den vestlige del af Nepal, del 1

Dag 1 den 1. december 2016.

Min guide Tenjing Lama, http://www.tenjingtourwordpress.wordpress.com som også er min ven, henter mig sammen med min porter, ham der skal bære en del af bagagen, og det viser sig at være Tenjings far, som har arbejder som sådan hele sit liv klokken 06:15. Vi skal med en taxa til bus stationen. Tenjing var porter sidst jeg var her for to år siden og jeg har gemt min dårlige samvittighed med at have det dårligt over at en anden skal bære mine ting væk. Det er deres arbejde, og jeg har hjulpet Tenjing med at kommer videre, så han i dag er guide.

Bussen kører klokken 07 og det er meningen at vi skal være i Lamahi klokken 17. Bussen er lavet til Nepalesiske mennesker, så med mine 184 cm, 92 kilo og strørrelse 47 i støvler er der ikke meget bevægelsesfrihed. Da jeg så ovenikøbet har valgt, at tage en masse kameragrej med, som jeg ikke ønsker skal ligge på toppen af bussen, så har jeg ikke andet at gøre end at sidde i stille med min rygsæk på mine knæ de næste 10 timer. Ankomst kl. 17 er Nepal tid. Da klokken er 17 er vi langt fra fremme. Der er en kø så lang at man skulle tro det var løgn. Det viser sig at der er strejke. Vi holder stille i tre en halv time. Vi ankommer ved midnat.

Under køreturen og samtlige timer blev ørene blæst fulde af Indisk musik. Det var så ulideligt højt og mine ørepropper lå en meter væk lige over mit hovede, men på taget af bussen.

Vi holdt pause et par gange og spiste Dal Bhat. Vi fik det til morgenmad, til frokost og som aftensmad og det smager godt.  Et sted fik jeg den mest fantastiske chai med kardemomme og nelliker. Der var ingen problemer med at falde i søvn på sengen som var lavet af 5 brædder hvorpå der lå en tynd madras. Det kneb mere med at vende mig.

Inde i mig er det stadig som om, jeg ikke rigtig er startet på min rejse. jeg troede det ville ske, da jeg forlod mit hjem i Danmark, men det er stadig som om, eventyret ikke helt er begyndt endnu.

2. december

I dag er det meningen vi skal fra Lamahi via Kohalpur og Surket til Tunibagar.

Der er igen Indisk og Nepalesisk musik, som såden er meget godt, men det er så forbandet højt. En blanding at højt musik og veje som er fulde af huller, som betyder, at jeg utallige banker mit hovede op i bagagehylden giver en temmelig fonemmelse af at være i Nepal. At det så nogle gange også ser ud som om bussen er på vej ud over bjergsiden er kun et ekstra krydderi.

De to unge mænd arbejder på bussen. De sørger for at tage passagerer ombord og klapper på siden af bussen nogle signaler til chaufføren, så han ikke kører ind i andre og ikke kører ud over bjergsiden. Trygt.

Vi når frem til Surkhet kl. 13. Skønt vi kan komme videre til Tunibagar allerede kl 14. Da der ikke er mange der skal med bussen får jeg at vide, at vi skal blive til næste dag. Jeg hører Tenjing tale med en mand,  som siger han godt kender til Raute folket og at han endda ejer det land som de er på lige nu. Han har et hotel som han foreslår vi overnatter på. Da vi kommer frem til hotellet, som er i gåafstand fra bus stationen kan jeg se, at der bliver bygget på huset, hvilket godt kunne antyde en vis velstand. Men da vi kommer i kælderen hvor værelserne er, aner jeg uråd. Det var igen 5 brædder som seng og denne gang kun med et tæppe som madras. Tenjing spørgen mig om det er ok. Jeg mærker en masse frustration og afsky. Hvordan kan finde på at spørge mig. Jeg er træt efter 2 dage i bus. træt af at skulle bruge endnu en dag i bus. Træt af at være i tvivl om manden er fuld af løgn. Hvis han ejer det land, hvordan kan så bo så usselt, spørger jeg mig selv. Jeg var forberedt på det værste, men ikke det allerværste. Jeg sagde ja og mente nej.

Vi gik en tur i en nærliggende park. det var en god oplevelse. der var en skole med en masse børn som jeg fik lov til at fotografere. Det var de sødeste børn og de mest kærlige lærere de havde. Børnene kunne slet ikke få nok af at blive fotograferet af Uncle som de kaldte mig. Jeg blev fyldt med varme og kærlighed til dem og mærkede hvordan mit hjerte åbnede sig og hvordan jeg nu var kommet igennem tærsklen fra den virkelige verden til denne eventyr rejse med de prøvelser, der nu måtte tilkomme mig.

Vi gik en tur i Surkhet og på gaden så jeg et hotel. Jeg sagde til Tenjing, at han skulle tjekke det ud så han kunne være bedre forberedt hvis han kom her en anden gang. Alt var optaget, da der var en minister på besøg. Længere nede af vejen var der et andet hotel. Lad os gå ind sagde jeg og jeg var fast besluttet på at jeg ville bo der om de to andre ville det eller ej. Der var plads og vi fik to dejlige værelser med en stor seng et kæmpe badeværelse, TV og wi-fi. Vi gik tilbage til den anden mand som gav os halvdelen af pengene tilbage. Halvdelen af 1000 Rupis. De andre to værelser kostede 2000 Rupis. 1000 Rupi er 10 $ eller 70 kroner. Vi fik god service og dejlig aftensmad og ikke mindst en god nats søvn. Jeg prøvede forgæves at sende de fotos jeg havde taget af børnene til deres lærer, men hans mail adresse var forkert. Jeg skal nok fide ham.

About The Author

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Tilmeld dig min mailingliste for at modtage de seneste nyheder og opdateringer.

You have Successfully Subscribed!

Share This