Select Page

Fra Kathmandu til Raute, Normade folket i den vestlige del af Nepal, del 2

Fra Kathmandu til Raute, Normade folket i den vestlige del af Nepal, del 2

Den 3. december.

Klokken 06:00 efter at have spist Dal Bhat, jeg er vandt til grød, sidder vi i bussen mod Tunibagar. Der er en speciel puls og morgenstemning på bus stationen, som er en stor plads hvor man går rundt på jord og affald, hvor der bliver tilbudt forskellige alternative rejser, frugt, chips og søde smil. Bussen er ladet med kufferter, frugt, grønt og ris. I går så jeg en ged stå ovenpå en bus mens den kørte. I by kanten når vi til et kontrolsted, hvor vi bliver dirigeret tilbage til byen, for at aflaste de alt for mange kilo der er ombord på bussen. Ok vi er i Nepal og alt kan ske. Godt at de passer på os tænker jeg. Vi kommer tilbage til stationen hvor der bliver snakket lidt. Der bliver ikke læsset af og i stedet kører vi til et andet kontrolsted for at komme ud af byen. Vi bliver stoppet og der bliver ringet fra en mobil af vagten. Endnu en gang måtte vi køre tilbage til bus stationen. Denne gang bliver der læsset af. I Guder hvor kom er mange kasser og poser med ris af bussen. Klokken 09:30 kører vi fra Surket og kommer igennem kontrolstedet. Musikken i bussen skifter fra det indiske med fuld volume, til nepalesisk som er lidt mere roligt og stadig med fuld volume. Vejen er så hullet at jeg adskillige gange rammer hovedet op i bagagehylden. Busserne her er lavet til små mennesker. Vi stopper undervejs og spiser Dal Bhat. Vi skulle ankomme lidt før klokken 10:00 og vi ankommer klokken 15:00.

Tunibagar ligger ved Karnali, som er Nepals længste flod. Vi kommer til at bo på Shahi Kalikot Hotel hos Vhadra, Jeevan og deres lille søn, som viste sig at være de mest hjertelige og gæstfrie mennesker. Jeg sov igen på en hård seng, men lagde vattæpperne som madras og var dybt taknemmelig for min sovepose. Jeg sov i et simpelt værelse i et lerhus hvor der var toilet i gården ved floden. Det eneste lys var en lille 12 volts pære, som skulle tilsluttes en løs ledning med en hæfteklampe. Fra mit lille vindue kunne jeg se floden og millioner af stjerner. Jeg tænker ikke længere på om eventyret er startet.

 

Den 4. december.

Klokken 07:00 efter at have pakket rygsæk og spist Dal Bath begynder vi at vandre mod Turmkhand. Det er dejligt at være ude i naturen og væk fra larmen i busserne. Her er stilhed. Det er vinter her i Nepal og til trods for det er her grønt. Jeg kan se rismarkerne, alle frugttræerne og kan sagtens forestille mig frodigheden i sensommeren og farverne sår alt blomstrer i foråret. Jeg er glad for at være her nu fordi vejret er som en dansk sommer og myggene bider ikke. Her er ulidelig varmt om sommeren. Citrus træerne blomstrer to gange om året og der er masser af clementiner lige nu, som jeg nyder godt af.

I aftes købte jeg 400 cigaretter, der skal bruges som gave til Raute folket. Jeg vil købe kiks i morgen til børnene. Jeg bliver klogere.

Efter at have gået et par timer rimeligt fladt, går turen nu opad de næste 4,5 time til vi når Turmkand, som er en lille landsby.

Jeg siger nej til det første rum jeg bliver tilbudt. Det var beskidt og for mørkt. Det andet rum er lidt bedre og jeg accepterer. Jeg var forberedt på at det kunne blive slemt. Der er en Raute er der en der siger og han kommer hen til os og tigger om penge. Modvilligt giver jeg ham 200 rupees som er 15 kroner og han vil have mere. Der står en kreds af nysgerrige nepalesere rundt om os. De er ikke vandt til at se hvide mennesker og jeg synes bestemt det var et dårligt førstegangsmøde med en Raute. Forestillede mig alle 150 fra stammen som kom og tiggede 200 Rupee af mig. Da han gik sagde han at vi ikke måtte sige noget til de andre fra stammen hvis vi kom i morgen. Det var da altid noget.

Hotelejeren fortæller om en journalist han kender, Dhan Bahadur Budha. Det viser sig at blive et godt bekendtskab. Vi vidste at vi skulle møde en der kunne hjælpe os med at komme ind til Rautefolket. Dhan har kontakt med dem og har skrevet en del om dem. Vi mødes med ham klokken 18 ude midt på en plads i mørket omgivet af millioner af stjerner og en underlig stemning, sa jeg ikke kunne se ham og ikke kendte ham og ikke vidste hvad der skulle til at ske.

På vej op af bjerget i dag havde jeg tænkt på alle de afvisninger jeg havde mødt i mit liv. Afvisninger som jeg har lært af og som trods alt overrasker mig hver gang det sker. Jeg var parat til en afvisning mere. Inden afrejsen fra Danmark havde jeg selv tænkt på noget som bønner, ris eller penge, som de kunne have glæde af og læste også at Raute Normade folket, er et stolt folkefærd som ikke tager imod gaver og der landede jeg inden afrejsen.  Fik at vide for et par dage siden, at nu er Raute folket begyndt at lære noget om pengenes værdi. Nu stod jeg midt i det.

Dhan sagde at det var fint med cigaretter selv om de ikke røg så meget mere, hvilket jo kun var godt. Han sagde også at kiks til børnene ville være godt. Så nævnte han et ton ris. Jeg sagde nej uden at tøve. Prisen var 600 $ og det var egentlig ikke pengene men princippet. Oven i det skulle Dhan have 40 – 50 $. Jeg er en privat mand, jeg kommer ikke her som et firma for at yde velgørenhed, sagde jeg og jeg stod fast selv om det betød, at jeg var så tæt på og risikerede ikke at kunne besøge dem. Var det mon min stolthed tænkte jeg. Nej det var min grænse. Der blev snakket videre på nepalesisk og mens jeg stod der i mørket, mens jeg kun kunne høre et sprog jeg ikke kunne forstå, mærkede jeg en glæde over at stå fast. 230$ med løn blev der sagt. For det kunne der købes 600 kilo ris og det vill sansynligvis give adgang dagen efter til et besøg på 2 timer. Og sådan blev det.

Jg ville gerne gå tidligt fordi lyset skifter ved ti tiden og solen laver for mange udfordringer. Jeg elsker det bløde lys i morgen disen, og om det ville ske, ville kun tiden vise. Vi gik hen på vores lodge og spiste Dal Bhat sammen. Inde i mit hovede, i mit hjerte vendte jeg de 600 kilo ris fra at det var en indgangsbillet mod min vilje, til at det blev en donation til et folk som trængte. Det føltes rigtigt. Jeg købte 80 pakker kiks til børnene og gik i seng.

 

About The Author

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Tilmeld dig min mailingliste for at modtage de seneste nyheder og opdateringer.

You have Successfully Subscribed!

Share This